16.02.2016  |  EL  |  Energi

Batterianlæg vil få solceller på hvert fjerde tag

En ny undersøgelse viser, at små batterianlæg kan få endnu flere boligejere til at dække deres tage med solceller i fremtiden. Energiprofessor er dog hverken imponeret eller begejstret.

Solceller bliver populære som aldrig før. Det forudser en ny analyse, skriver Ingeniøren. Analysen kommer fra det statslige Energinet.dk, som ejer og driver de danske el- og gastransmissionsnet, og den bygger på en screening af den globale markedsudvikling på batteri- og solcelleområdet.

Læs også: Frankrig vil køre på solceller

Faktisk vil populariteten nå så vidt, at hvert fjerde hus vil få strøm fra solceller på taget i år 2040, viser analysen. Det skyldes blandt andet, at prisen på husstandsbatterier og solceller forventes at falde efter år 2020, og at salget derefter vil stige.

En kombination af de små batterianlæg og solceller gør det muligt for husejerne at gemme strømmen. Hvis afgifter og tilskud opretholdes, som de er nu, kan det derfor til den tid i høj grad betale sig for husejerne at producere egen strøm.

Positivt element eller skrækscenarie?
Mens leder af Energinet.dk’s afdeling for energianalyser, Hanne Storm Edlefsen, understreger, at Energinet.dk ser batterianlæggene som et positivt element, ser professor Henrik Lund fra Aalborg Universitet noget anderledes på resultaterne.

Han ser udsigten til en halv million husstandsbatterier i 2040 som et direkte skrækscenarie og en alvorlig fejlinvestering:

”Kombinationen af batterier og solceller er dyr og modarbejder energisystemet. For eksempel vil batterierne oplade om dagen og aflade om natten – det stik modsatte af, hvad vi har brug for i energisystemet”, siger professoren til Ingeniøren og uddyber:

”Her har vi brug for strømmen om dagen, hvor forbruget er stort, og de dyre enheder kører”, understreger Henrik Lund.

Læs også: Branchen: Ny lov om solceller er fuldstændig gak

Han mener, der findes en billigere og bedre måde at bruge solcellerne på:

”Vi skal have mange solceller i fremtidens energisystem, men vi trænger til at få udformet en langsigtet strategi for, hvordan det sker billigst og mest effektivt”, siger Henrik Lund.

-CHM

Mere fra Clara

Clara Hennecke Mikkelsen

Redaktionsassistent, Installator.dk

Korte nyheder til Installatør.dk og hertil knyttede nyhedsbreve og printmagasin. Derudover læser jeg korrektur på andres tekster, og løser andre forefaldende, journalistiske opgaver.

Se profil  

  installator.dk anvender cookies, som vi bruger til at huske dine indstillinger og statistik m.m. Når du fortsætter med at bruge websitet accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere