23.10.2017  |  EL  |  Belysning

Coops LED-projekt skærer 60 procent af lysregningen

Coops skifte til LED har i den første butik medført en besparelse på 80.000 kr. årligt, svarende til 60 procent af udgifterne til belysning.

Coops skifte til LED medfører en besparelse på 60 procent af udgifterne til belysning. Det viser en opgørelse af den første SuperBrugsen, der både fik skiftet belysningen og optimeret kølefunktionerne i forbindelse med Coops energispareprogram, Energi 2020.

Formålet med energispareprogrammet er at reducere energiforbruget med 20 procent i 2020 i forhold til 2014. Derfor stopper projektet heller ikke med besparelserne på lysregningen, forklarer Peter Kjærgaard Svendsen, energichef for Coop:

”Ændring i belysning og køleoptimering medfører en kontant besparelse for den første SuperBrugsen på 80.000 kr. om året. Næste fokus er nu at finde yderligere besparelser via vores energimålere”, siger Peter Kjærgaard Svendsen.

Udelukkende oplyst af LED
Som et led i Energi 2020 vil Coop skifte alt konventionel belysning i butikkerne ud med den energivenlige LED-belysning. Det indebærer udskiftningen af intet mindre end 500.000 pærer og lysstofrør i 1.200 butikker.

Samlet set består hele Coops første etape af energivenlige løsninger af følgende punkter:

1. Fuld konvertering til LED-belysning.

2. Ny regulering af alle centralt styrede køleanlæg.

3. Energimålere på alt relevant forbrug.

4. Energicertificering af Coop.

Læs også: Coop igangsætter stort LED-projekt

Peter Kjærsgaard Svendsen fortæller, at Coop hele tiden sørger for at sætte nye standarder til renoveringen af belysningen, så den endelige løsning bliver så optimal så mulig. Både hvad angår energieffektivitet, og hvad angår lyskvalitet og sundhedsfaktor ift. flimmer.

”Vi er meget stolte af den endelige løsning. For ikke alene opnår vi en stor besparelse, men vores butikker kommer også til at fremstå endnu mere attraktive for kunderne, og det har givet begejstrede tilbagemeldinger fra de første butikker”, siger Peter Kjærgaard Svendsen.

Læs også: LED-lys kan spare butikker for 53.000 tons CO2

Coop har iværksat Energi 2020 for at tage mere ansvar i form af mindre miljøpåvirkning for at øge serviceniveauet overfor butikkerne og for at spare penge på energi.

De forskellige brugsforeninger er gennem de sidste par måneder blevet præsenteret for energiprogrammet på et roadshow. Coop håber at få flest mulige til at tilslutte sig projektet.

-CHM

Mere fra Installator.dk - Forum for el, VVS og ventilation

Installator.dk - Forum for el, VVS og ventilation

www.installator.dk

Installator.dk – forum for el, VVS og ventilation – er et erhvervsmedie og community, som dækker alle fagbrancher inden for installation, og som er målrettet direkte til og læses af fagfolk. Partnere på installator.dk kan bidrage aktivt med indhold/erfaring og betragtes som en indsigtsfuld vidensressource i udviklingen af installator.dk. Vi udkommer dagligt p…

Se virksomhedsprofil  

  installator.dk anvender cookies, som vi bruger til at huske dine indstillinger og statistik m.m. Når du fortsætter med at bruge websitet accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere