10.05.2016  |  EL  |  Branchen

El & Teknik: Over 100 måder at blive klogere på

El & Teknik er tirsdag morgen klar til at slå dørene op for den sjette udgave af Danmarks største elfagmesse.

I Odense er El & Teknik-messen fra morgenstunden klar til at byde gæsterne indenfor. Fra messens åbning tirsdag kl. 08:30 vil der være masser af aktivitet i hallerne, og arrangørerne forventer, at over 8.500 besøgende vil lægge vejen forbi i løbet af de tre messedage.  

Læs også: El & Teknik ’16 melder (næsten) udsolgt

Med 184 udstillere fordelt på tre haller tegner den sjette udgave af Danmarks største elfagmesse til at blive en succes, lyder meldingen fra en af messens arrangører.

”Opbakningen til messen er utrolig flot, og vi noterer os med glæde, at udstillerlisten viser et fint mix af gengangere og debutanter i El & Teknik-regi”, siger Per Rømer Kofod, administrerende direktør i Veltek.

Innovation og faglighed
Messen sætter i år ekstra trumf på innovation og faglighed og dedikerer Hal B til at give de besøgende en oplevelse ud over det sædvanlige. Her kan man blandt andet komme på forkant med fremtidens produkter i innovationszonen, blive klogere på højaktuelle emner på messescenen Fagligt Forum, vinde det danskdesignede elkøretøj Tripl i tre uger eller få højt hår hos Energimuseet.

I hallen er det desuden muligt at holde møde med udstillere ved en række borde med mulighed for mobilopladning eller hvile benene i en af de opstillede massagestole - for derefter at nyde en kop kaffe i loungeområdet.

Læs også: Lemvigh-Müller og Solar dropper El & Teknik ’16

110 genveje til viden
Med 110 faglige indlæg fordelt på de tre messedage er der rig mulighed for at tilegne sig ny viden og få pudset sine eksisterende kompetencer af.

”Udviklingen i branchen går stærkt, og der er et øget behov for at holde sig opdateret. El & Teknik er en rigtig god platform for at holde sig på forkant med fremtiden inden for såvel produkter og trends som lovgivning”, siger Jørgen S. Christensen, forsknings- og teknologidirektør i Dansk Energi.

Se det samlede messeprogram her

-SSM

Mere fra Sarah

Sarah Meier

  • Horisont Gruppen a/s
Se profil  

  installator.dk anvender cookies, som vi bruger til at huske dine indstillinger og statistik m.m. Når du fortsætter med at bruge websitet accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere