09.02.2018  |  VVS  |  Branchen

Søren Pind: Der skal mere tryk på hanerne i København

Minister Søren Pind (V) er godt træt af vandtrykket i de københavnske vandhaner. Nu kaster han sig ud i en vandkamp og opretter protestside på Facebook.

Uddannelses- og forskningsminister Søren Pind (V) begiver sig ud på uvant terræn, når han tager kampen op med det lave vandtryk i København. Et problem, som ministeren støder på hver morgen under bruseren og sammenligner med tilstande i Afrika.

”I København står jeg med en bruser, der knapt kan bruse, hvis en hane løber andetsteds i huset. Mange har det samme problem, ikke mindst i højere huse. Jeg har rejst over hele verden - selv i Afrika har jeg ikke oplevet lavere vandtryk end i København. Og de mangler endda vand,” skriver Søren Pind på sin Facebook-side d. 24. januar.

Derfor har han kastet sig ud i en kamp for at få mere tryk på hanerne. Til dét har ministeren afbrudt sin ’facebookafholdenhed’ og taget Facebook i brug, hvor han har oprettet en protestside, skriver tv2lorry.dk.

Læs også: Brusebadende i Sydhavnen er blevet kortere 

”Vi drukner i vand. Markerne står under det. Samtidig med nogen bilder os ind, vi skal spare på vandet. Det skønt alle forudskikker, at regnen vil vælte ned over os i de kommende år og få grundvandet til at stige til uanede højder,” skriver Søren Pind på facebook-siden.

Søren Pind mener derfor, at det må være et krav til Borgerrepræsentationen i København, at vandtrykket øges.

Hofor: Kalk kan være svaret
Hofor, der forsyner hovedstadsområdet med vand, medgiver på deres hjemmeside, at nogle husstande oplever, at der er meget lidt tryk på vandet i vandhanen eller bruseren. Men at problemet kan skyldes tilkalkning.

Forsyningsselskabet anbefaler derfor, at man blandt andet med jævne mellemrum renser den lille si yderst på vandhanen ved at lægge den i eddike.

”Trykket i vandsystemet kan ikke bare sættes op. Et for højt tryk kan nemlig gøre, at installationerne i huset går i stykker eller der opstår brud på vandrørene i jorden. Vi regulerer derfor nøje trykket i vores vandsystem og har holdt det stabilt på det nuværende niveau i adskillige år,” forklarer Hofor på deres hjemmeside.

Ifølge Astrid Skotte, pressechef for Hofor, er vandtrykket i København ikke anderledes end andre steder i landet, men at det blev sat en smule ned mellem 2010-2011 for at spare energi, skriver Berlingske.

-JJK

Mere fra Installator.dk - Forum for el, VVS og ventilation

Installator.dk - Forum for el, VVS og ventilation

www.installator.dk

Installator.dk – forum for el, VVS og ventilation – er et erhvervsmedie og community, som dækker alle fagbrancher inden for installation, og som er målrettet direkte til og læses af fagfolk. Partnere på installator.dk kan bidrage aktivt med indhold/erfaring og betragtes som en indsigtsfuld vidensressource i udviklingen af installator.dk. Vi udkommer dagligt p…

Se virksomhedsprofil  

  installator.dk anvender cookies, som vi bruger til at huske dine indstillinger og statistik m.m. Når du fortsætter med at bruge websitet accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere